Har du en FOMO Baby?

FOMO står for "Fear of Missing Out".

Det beskriver følelsen af frygt eller angst for at gå glip af spændende eller vigtige begivenheder eller oplevelser. Det er et begreb, der ofte bruges i forbindelse med sociale medier og den moderne teknologi, hvor folk kan se andres aktiviteter og begivenheder. Derfor bruger vi det som regel i tilknytning til unge og voksne, som kommer til at opleve pres eller utilfredshed med deres egen situation som et resultat.

Men jeg synes faktisk begrebet også kan være fint at bruge til små børn, som er bange for at gå glip af alt det sjove i livet. Det er ikke en sygdom. Det er ikke en diagnose. Men nogle mennesker og nogle børn har mere tendens til FOMO end andre. Jeg synes næsten, at jeg kan se det, på de børn der nemt kommer i denne kategori. De er ofte meget opmærksomme. Følger med i alting. Vil gerne være der hvor der er fest og farver, mennesker og interaktion. De går gerne glip af basale elementer som mad og søvn for ikke at gå glip af livet. Det behøver ikke være et problem. Det er på mange måder en gave at være forælder til børn med den her kæmpe lyst til at være med, hvor det sker hele tiden. Men det er også en opgave. Min klare oplevelse er nemlig, at disse børn (og voksne) er lidt svære at læse. De skjuler træthedstegn bedre og får nærmest større øjne når søvnpresset stiger.

Det er på mange måder en gave at være forælder til børn med den her kæmpe lyst til at være med, hvor det sker hele tiden. Men det er også en opgave.

Børn i forskellige aldre og stadier oplever og udtrykker oplevelser forskelligt. Nogle kører op, andre bliver frustrerede eller kede af det. Jeg har lidt forskellige råd til familier, som oplever at det kan være udfordrende at overbevise det lille menneske om, at søvn ikke bare er tilovers, men faktisk en vigtig del af livet. Det kan næsten virke provokerende hvis nogen siger “du skal da bare putte hende, når hun virker træt” eller “han ser da slet ikke træt ud”.

”Det kan næsten virke provokerende hvis nogen siger “du skal da bare putte hende, når hun virker træt” eller “han ser da slet ikke træt ud”

Det kan være en idé at kigge lidt mere på klokken end på træthedstegn hos disse børn. Jeg har ofte hørt forældrene beskrive, at grænsen mellem frisk og overtræt er utrolig tynd. Som om det tidsrum, hvor barnet er “tilpas” træt bare ikke findes. For børn over et år kan det være en god tommelfingerregel at sørge for, at søvnbehov og vågenbehov passer til barnets alder og så gå efter faste puttetider, så døgnrytmen bliver stærk. Hos de helt små handler det mere om at vågentiden pr. gang passer til barnets alder og behov.

For de børn som sover på eget værelse, kan det være fint at adskille sovested og legested fra hinanden. Det kan gøres ved at have en skillevæg eller et gardin, som skærmer for alle de indtryk, der byder op til leg. Jeg tror nogle gange vi forældre, i vores iver efter at gøre sovestedet til noget hyggeligt, får taget hele legestationen med ned i sengen. Det svarer til, at jeg fortæller dig som voksen, at du skal sove og så sætter den nye film med Ryan Gosling, på som du IKKE må kigge på eller følge med i.. umuligt ikke?
Hvis barnet har svært ved indsovningen, så prøv at reducere antallet af bamser og farver som barnet kan kigge på.

Jeg tror nogle gange vi forældre, i vores iver efter at gøre sovestedet til noget hyggeligt, får taget hele legestationen med ned i sengen. Det svarer til, at jeg fortæller dig som voksen, at du skal sove og så sætter den nye film med Ryan Gosling, på som du IKKE må kigge på eller følge med i.. umuligt ikke?

Man ved fra voksne, at jo mere spændende og jo mere farverige ting er, jo mere har vi lyst til at kigge på det. Noget tyder på, at der produceres mere dopamin som belønner hjernen. Og så er det altså sværere at give slip. Tænk over at bruge sengetøj, sengerand og tapet uden alt for meget spræl. Vælg eventuelt bare ensfarvede tekstiler.

Mørke er også med til at “slukke” for alt det sjove. Jo mørkere jo bedre. Anskaf nogle rigtig solide mørklægningsgardiner, så dagslys kan lukkes ude om natten.

Af Karen Kildahl, medstifter af "Center for Børn og Unges Søvn" samt søvnolog, børnesundhedsvejleder og jordemoder.